Det er svært at huske et 2020 før corona ramte Danmark. Og selvom denne blogpost ikke skal handle om Covid-19, så er pandemien ikke til at komme udenom – heller ikke i IT-sikkerhedssammenhænge. Covid-19 betød, at de fleste pludselig skulle arbejde hjemmefra. Det har tydeliggjort, at medarbejderes adfærd og opmærksomhed på IT-sikkerhed er en lige så vigtig del af en virksomheds sikkerhed, som firewalls og tekniske foranstaltninger. For når medarbejdere sidder derhjemme og arbejder, så sidder de ikke på virksomhedens sikre netværk, og de har ikke hjælp at hente hos naboen. Det er pludselig blevet ekstra vigtigt, at medarbejdere selv er opmærksomme på phishing, at få opdateret sin computer og meget mere.
Vi mærkede det på egen krop her i CyberPilot, hvor alle medarbejdere i foråret var sendt hjem. Det kræver tillid til medarbejdere at stole på, at alt er sikkert. Vi har i CyberPilot også kunne mærke på vores kunder, at hjemmearbejdet har været en udfordring, da der er blevet efterspurgt materiale om nogle af deres udfordringer ift. netop hjemmearbejde. Det resulterede bl.a. i et kursus om videomøder, da man under videomøder let kan komme til at dele fortrolige data, når man deler sin skærm. Vi lavede også et blogindlæg om, hvad man skal huske på, når man arbejder hjemmefra.
Covid-19 kom også til udtryk i de IT-kriminelles angreb. Der gik ikke lang tid fra Danmark lukkede ned, til man så phishing-mails, der forsøgte at udnytte situationen. IT-kriminelle gav sig bl.a. ud for at være fra Sundhedsstyrelsen, politiet og Nets i deres forsøg på at fange folk i fælden. Det har altså været ekstra vigtigt for medarbejdere at være opmærksom på faretegn, når de modtager phishing-mails i denne periode, da disse mails udnytter vores høje ønske om at være up-to-date og en god medborger ift. pandemien.